Printvenlig

Månedens patient april 2011

Da Mis blev forgiftet – Pas på med loppemidlerne!
 
Mis er en kastreret hankat på små otte år. Han lever i omegnen af Gråsten i en husstand, hvor der også findes en hund. En fredag aften i starten af april skulle katten have sin regelmæssige loppekur, og hunden blev behandlet ved samme lejlighed. Pipetterne med parasitmidlet var ikke længere i den originale emballage, og begge dyr blev behandlet, hvorefter katten blev lukket ud.
Et par timer senere stod naboerne i døren med katten, som de havde fundet nærmest bevidstløs på deres grund. Katten rystede og fik ind imellem deciderede kramper. Mis’ ejer ringede straks til Dyrehospitalet og mødtes kort efter med den vagthavende dyrlæge.
Ejeren havde selv fattet mistanke til parasitmidlet og var åndsnærværende nok til at fiske den tomme pipette op af affaldsspanden.
Det viste sig, at ejeren fejlagtigt havde behandlet katten med hundens produkt, Bayvantic Vet, som er meget giftigt for katte.
På Dyrehospitalet blev katten efter en hurtig undersøgelse vasket grundigt med store mængder kraftig sæbe for at fjerne den del af midlet, der endnu ikke var optaget i huden. Samtidig indgav dyrlægen over flere gange modgiften atropin samt en lille mængde Stesolid mod kramper.
Effekten indtraf hurtigt, og kort efter kunne ejerne trygt tage katten med hjem. På det tidspunkt sitrede den kun lidt, men var meget udmattet og naturligvis alment påvirket af forgiftningen.
I de kommende dage var den stadig påvirket og rystede af og til. Efter ca. 4 dage var den på toppen igen, og har ikke fået varige men af forløbet.
Det var afgørende for det gode udfald, at naboerne fandt den forgiftede kat, og at Mis’ ejer var så hurtig til at slå alarm, så den kunne komme i behandling.
På Dyrehospitalet ser vi jævnligt lignende tilfælde, og det gode råd må være, at man er meget påpasselig med parasitmidlerne og kun bruger dem til de dyr, de er tiltænkt. Det er desuden en god idé at holde dyret under opsyn de første timer efter behandling.
Pipetterne bør altid opbevares i den originale emballage, så forveksling undgås!
 
Bayvantic Vet er på mange måder et rigtig godt præparat til hunde, men det kræver dog visse forholdsregler:
Det må KUN anvendes til HUNDE!
Midlet skal påføres helt oppe i nakken, så hunden ikke får mulighed for at indtage det gennem munden!
Katte må ikke komme i nærheden af hunden de første 24 timer efter behandling!
Også mennesker bør undgå nærkontakt med hunden det første døgns tid!
 
Det er under alle omstændigheder fornuftigt at behandle forebyggende mod lopper, flåter og andre udvortes parasitter, men brug midlerne med omtanke!