Printvenlig

Månedens patient juni 2011

 

Tito har sukkersyge

Tito er en 11 år gammel hanhund af racen dansk/svensk gårdhund. Han blev bragt til dyrlæge, da hans ejere havde bemærket, at han i den sidste tid havde drukket og tisset mere end normalt. Alment var han godt tilpas og havde sin gode appetit. Medbragt var også en urinprøve, der blev undersøgt på stedet og viste, at der var sukker (glukose) i urinen og tegn på blærebetændelse. Derfor blev der igangsat en dyrkning af bakterier fra urinen, og Tito fik taget en blodprøve for endeligt at afgøre, om han havde sukkersyge (diabetes mellitus) og for at undersøge, om der evt. var andre sygdomme samtidigt.  
2 dage senere havde vi svar på prøverne: Tito’s blodsukker var meget højt, og der var en let forhøjelse af levertallene, hvilket kan ses som en følge af ikke-behandlet sukkersyge, og derfor ikke i sig selv gav anledning til bekymring. Derudover var der vækst af bakterier fra urinprøven. Samme eftermiddag kom Tito på nyt besøg for at få sin behandling sat i gang. På dette tidspunkt var han ikke længere helt veltilpas, han var træt og trist, og han pustede en del. Dette er typiske symptomer, når blodsukkeret ligger meget højt, han fik derfor med det samme sin første insulinindsprøjtning, og hans ejere blev instruerede i at sprøjte ham hjemme 2 gange dagligt og at fodre ham med et særligt diabetes-diætfoder. Sidst men ikke mindst blev de oplyst om symptomerne på for lavt blodsukker (hypoglykæmi), der kan opstå som følge af for stor insulindosis, og hvordan der i så fald i en fart skal gives et sukkertilskud i form af sirup eller honning smurt direkte på hundens gummer.  Endelig blev han sat i antibiotikabehandling mod blærebetændelsen.
Hunde får en sukkersyge, der minder om menneskets type 1 diabetes, og det er derfor nødvendigt at give insulinindsprøjtninger 1-2 gange dagligt.  Dernæst er det vigtigt at leve et regelmæssigt liv, hvad fodring og motion angår. I indkøringsfasen vil der være hyppige dyrlægebesøg med kontrolblodprøver til måling af blodsukkeret, indtil værdierne ligger normalt, og den rette insulindosis er fundet. Derefter vil det typisk være tilstrækkeligt med ½-årlige kontrolbesøg. Almindelige følgetilstande til sukkersyge er blærebetændelse og grå stær, som man derfor skal være ekstra opmærksom på, når hunden får diagnosticeret sukkersyge.

En uge senere kom Tito til første kontrolblodprøve, han var da livet op til sit gode gamle jeg. Blodsukkerværdien viste sig at være faldet en del, men var stadig over normalværdien, hvorfor insulindosis blev sat en anelse op. Han skal nu til ugentlige kontrolmålinger, indtil blodsukkeret ligger stabilt hvor det skal. Om nogle måneder vil vi på ny måle levertallene for at se, om de som forventet har normaliseret sig, når sukkersygen er kommet under kontrol. Når dette forhåbentligt falder ud som forventet, vil Tito kunne leve godt og længe med en velreguleret sukkersyge.