Printvenlig

Månedens patient Marts 2011

Rock med risten

Det er mandag eftermiddag, og Coonation´s Rock skal som en ordentlig Maine Coon hankat have et velfortjent bad. Det har han prøvet masser af gange, så hans ejer Janne Svendsen, der har opdrættet Maine Coon i mange år, regner det ikke for noget at bade en kat på 8 kg.
Så sker der uheldigvis det at Rock får sin ene tå på højre bagben ned igennem afløbsristen ! Og tåen sidder bare fast. Janne forsøger selv at lirke tåen ud igen, men uden held. Hun ringer til sin mand, der hurtigt kører hjem og henter Janne, samt Rock med risten og sammen skynder de sig ind på Dyrehospitalet Gråsten.
Her forsøger dyrlægerne først at lirke tåen ud, men det kan slet ikke lade sig gøre, da tåen er hævet. På trods heraf er katten fuldstændig rolig, som ordentlige Maine Coon katte nu er det.
Rock bliver nu bedøvet og risten klippet af med en kombination af en boltsaks og en pladesaks. Forsigtigt lirkes tåen fri og bortset fra en let hævelse, er der på mirakuløs vis ikke sket noget med tåen.
Dagen efter har Rock det godt igen og tåen er svundet ind til normal størrelse !